Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: I skyggen af mormor

Noveller
Birthe havde to gifte sønner, som begge selv havde fået børn, så nu var hun farmor. Alligevel var det aldrig hende, der blev sendt bud efter, når børnebørnene skulle passes, men altid deres mormor. Birthe forstod ikke, hvorfor mormor skulle være så meget bedre, men hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle få det sagt.

Birthe havde netop sat vand over til kaffe, da det bankede på ruden. Hun vinkede, da hun så naboens smilende ansigt på den anden side. – Det kalder jeg timing, sagde hun, da hun åbnede hoveddøren. – Kaffen er klar om to minutter. Annie kastede et hurtigt blik på sit armbåndsur, men sagde så: – Så skidt da. En enkelt kop kan jeg godt nå.

 

Sammen gik de tilbage til køkkenet, hvor Annie satte sig i den hyggelige spisekrog, mens Birthe rutineret malede kaffebønner i den elektriske kaffemølle, hun havde fået til sin fødselsdag af drengene og deres familier. – Ja, jeg kommer ellers bare for at bede dig om at holde øje med huset. Jeg tager over til Mille et par dage. – Igen? røg det ud af munden på Birthe.

Annonce

 

Annie trak opgivende på skuldrene. – Nicolai, den mindste, er blevet syg. Mille kan ikke tage fri længere, og Simon er på messe i Hamburg. Hun tog imod sukker og mælk, som Birthe rakte over bordet. – Og jeg vil jo også gerne. – Ja, ja, men det kan jeg da sagtens forstå.

 

Birthe følte et lille jag af misundelse. Hende var der aldrig nogen, der ringede efter. – Det er da også dejligt at kunne være til nytte. Annie nikkede bekræftende. – Ja, og nu har jeg jo tiden. Annie var gået på efterløn et halvt år tidligere. Selvom hun altid havde set meget til sine døtre, var det blevet endnu mere, efter hun holdt op med at arbejde.

 

Birthe selv havde ikke været på arbejdsmarkedet i mange år. Hun havde haft en deltidsstilling som regnskabsfører i sin mands VVS- firma, og da han solgte, var der midler nok til, at de kunne holde helt op med at arbejde. Siden havde de rejst og nydt den tredje alder. Alt i alt var hun rigtig godt tilfreds med sin tilværelse, men hun var ked af, at hun ikke så mere til sine børnebørn.

 

Hun trykkede stemplet ned i glaskanden og nød duften af den frisklavede kaffe, før hun stillede den over på bordet. – Hvor længe regner du med at være væk? – Bare et par dage. Simon kommer hjem til weekenden. Desuden er det vist ikke noget alvorligt med den lille. Hun smilede hen over koppen, da hun fortsatte: – Mille fortalte, at da feberen begyndte, havde Nicolai sagt, at det nok kun var mormor, som kunne få den til at gå væk.

 

Birthe forsøgte efter bedste evne at smile med på den lille anekdote. – Ja, det ser i hvert fald ud til, at det kun er mormødre, som kan bruges. Det kom til at lyde mere bittert, end hun havde tænkt det, og Annie så overrasket på hende. – Hvad mener du? Det irriterede hende, at hun havde afsløret sig selv, men nu kunne hun ikke trække det tilbage uden at give Annie en forklaring.

 

– Jeg mener bare, at... jeg ved ikke... på en eller anden måde er det stadig, som om det er kvinderne, der har ansvaret for børnene, og ja, altså... når der så er brug for hjælp til de små, så ringer de til deres egen mor. Annie rynkede panden, mens hun tænkte over Birthes ord. – Ringer din datter nogensinde til farmor for at få børnene passet? Rynken i Annies pande blev endnu dybere. – Det ved jeg faktisk ikke. Det har jeg aldrig spekuleret på. Hun tog en slurk af sin kaffe.

 

– Milles svigermor arbejder stadig, så hun har jo ikke de samme muligheder som mig. – Men bliver hun spurgt? blev Birthe insisterende ved. Nu havde hun fået sin frustration ud i det åbne, så hun kunne lige så godt vedkende sig den. – Det ved jeg ikke. Men det vil jeg da prøve at finde ud af.

 

Annie drak det sidste af sin kaffe. Idet hun stillede koppen over til vasken, sagde hun: – Til gengæld lyder det, som om du skal tage en snak med dine svigerdøtre. Det er ikke engang sikkert, at de er klar over, at du gerne vil være børnepasser. Har du nogen sinde sagt det til dem? Birthe rystede afvæbnende på hovedet. – Det skulle vel ikke være nødvendigt. Det siger da sig selv.

 

Annie sendte hende et lille smil, før hun gik hen imod døren. – Nu er der ikke nogen, som er tankelæsere. Og hvis du har ret i, at der er et bånd mellem mor og datter, som ikke er der imellem mor og svigerdatter, så bliver du nok nødt til at kommunikere på en anden måde.

 

– God tur, nåede Birthe lige at sige, før døren lukkede sig bag Annie. Hun følte sig en lille smule tåbelig. Som om hun havde givet udtryk for nogle følelser og reaktioner, hun egentlig burde være hævet over. Frustrationen fik hende til at finde støvsugeren frem. Når der var rod i hendes tanker, skulle der i det mindste være orden i hendes omgivelser.

 

* * *

 

Da Jørgen kom hjem fra golfbanen, var han i et strålende humør. – To ned i handicap! Han åbnede køleskabet og kiggede, nøjagtigt som drengene altid havde gjort, når de kom hjem fra skole eller fodbold. Køleskabet på vid gab og så et undersøgende blik, der helst skulle falde over et eller andet, som var så tilberedt, at det uden videre kunne spises.

 

Hun smilede for sig selv. – Jeg går i gang med maden om lidt. – Fremragende. Er der noget, jeg skal hjælpe med? Birthe rystede på hovedet. – Nej, det er okay, jeg har styr på det. Jørgen kyssede hende på kinden og forsvandt så ind på sit kontor, hvorfra hun kort efter hørte lyden af computeren, der blev tændt.

 

Det var blevet noget nemmere at lave mad. Tit fik de bare en tærte, lidt grøn salat og nogle gode oste. Ofte med en fisk eller et stykke lyst kød. De spiste ikke så tungt, som dengang drengene boede hjemme. Mens hun lavede tærtedejen, hørte hun telefonen ringe. Jørgen tog den på sit kontor. Efter et kvarters tid råbte han: – Det er Jonas. Har du tid? – Har du nogensinde oplevet, at jeg ikke har tid til at snakke med min yngste søn?

 

Hun rystede opgivende på hovedet og tog telefonen med ind i stuen, hvor hun satte sig til rette. – Hej, min dreng. – Hej, mor. Jonas lød glad. – Ja, jeg vil bare lige sige det selv, men jeg har fået det job i Kolding, som jeg søgte i sidste måned. – Er det rigtigt? Tillykke med det. Det er jeg glad for at høre. Hun varmede sig ved lyden af hans stolthed, der næsten kunne mærkes gennem telefonen.

 

– Ja, det er helt vildt dejligt. Det betyder godt nok, at jeg får en del kørsel, indtil vi finder ud af, om vi skal flytte deroveraf, men Sissel har lovet at tage det store slæb herhjemme i første omgang. Birthe huskede Annies ord og sagde: – Ja, og ellers så må I sige til. Jeg vil gerne komme og hjælpe, hvis I får brug for det. – Tak, mor, men det bliver mest de små ting i hverdagen som at hente Alexander i børnehaven og den slags. Sissels mor har lovet at hjælpe.

 

Birthe mærkede jalousien fylde hele maven. Hun skulle lige til at sige noget, da han fortsatte: – Det er fuldstændig fantastisk. Jeg har drømt om det job, lige siden jeg blev færdig. Der var 178 ansøgere. Og så blev det mig. Jonas' glæde afholdt hende fra at komme ud med sin frustration. – Det er dejligt. Men du er også dygtig. Det er rart, at der er nogen, som kan anerkende dine talenter.

 

Selvom hun gerne ville rose sin glade søn yderligere, var hun nødt til at afslutte samtalen for ikke at ødelægge hans glæde. Hun prøvede at lyde munter, da hun sagde: – Nå, min skat. Jeg bliver nødt til at gå tilbage til køkkenet. Jeg har mad i gang. – Selvfølgelig, mor. Vi snakkes ved. – Det gør vi. Farvel, min dreng. – Og tillykke igen. Birthe lagde telefonen med en fornemmelse af, at hun brændte inde med en vigtig oplysning.

 

* * *

 

Mens hun forberedte tærtedejen og skyllede porrer, fortsatte tankerne med at kredse om problematikken med de fraværende børnebørn. Hun havde svært ved at se, hvordan hun skulle sige det til både sine sønner og svigerdøtre. Det sidste, hun ønskede, var en konfrontation, som kunne udvikle sig til noget endnu værre. Måske var hun også bare lidt nærtagende. Måske så hun spøgelser. Hun måtte hellere slappe lidt af.

 

I det samme ringede telefonen igen. Hun skyndte sig at tage den. – Det er Birthe. – Hej, mor. Det er Emil. – Nej, hvor sjovt. Simon ringede for lidt siden. Det er sjældent, jeg snakker med jer begge på samme dag. Selvom det ikke var hendes intention, kom det til at lyde som en anklage. – Nå, jamen, det beklager jeg da. Skal vi til at koordinere vores samtaler? – Undskyld. Jeg har lidt rod i mit hoved i dag. Det var ikke sådan ment.

 

Emil var stille et øjeblik, før han fortsatte: – Noget alvorligt? Han havde altid været meget opmærksom på sine forældre og specielt sin mor. Hun spekulerede indimellem på, om det var et udslag af, at han var den ældste eller bare en del af hans natur.

 

– Nej, nej. Overhovedet ikke. Det er dejligt, at du ringer. Hvordan går det hos jer? – Det går fint, mor. Men jeg ringer for at høre, om det vil være okay, hvis vi kommer forbi og overnatter hos jer i weekenden. Sanne og jeg skal til en genforeningsfest i den gamle klasse. – Ja, men selvfølgelig. Det skal I være meget velkomne til. Det kunne da være hyggeligt.

 

– Godt. Vi havde egentligt meldt fra, fordi Sanne skal op til eksamen på næste onsdag, men hun er så godt forberedt, at hun godt kan tage væk et par dage, og hun trænger også til at tænke på noget andet. Birthe kunne høre i hans stemme, hvordan den omsorg, han altid havde haft for hende, nu også omfattede hans kone.

 

– Hvad med børnene? – Det behøver du ikke tænke på. Sannes mor og far kommer og bor her, mens vi er væk. De har været en stor hjælp, mens Sanne har læst op til eksamen. Børnene er vant til, at det er dem, som putter. Birthe forsøgte at bevare den muntre tone, men det var, som om alt havde rottet sig sammen imod hende i dag. Lige meget hvor hun vendte sig, blev hun bekræftet i, at hun ikke stod på linje med mormor, når det gjaldt børnebørnene.

 

– Det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg behøver at tænke på. Jeg... jeg mener vi... vil meget gerne passe børnene, mens I er til fest. – Det er sødt af dig mor, men vi synes, at det giver mindst uro for dem, hvis de bliver hjemme. Og så fungerer det også lidt som en alene-weekend for mig og Sanne. Det skal man huske, ved du nok.

 

Birthe nikkede. Det var hende selv, der, dengang deres første blev født, havde sagt til Emil og Sanne, at de skulle huske at være kærester, så det hele ikke druknede i bleer og hverdag. Selv var hun sikker på, at det var en af de ting, hun og Jørgen havde gjort rigtigt, og at det var medårsag til, at de stadig var sammen efter alle de år. Hun følte sig slået med sine egne våben. – Ja, det er rigtigt.

 

For anden gang den dag var hun nødt til at afslutte en samtale med en af sine sønner for ikke at komme til at sige noget, hun bagefter ville fortryde. – Farvel, min dreng. Vi glæder os til at se jer. – Farvel, mor, og i lige måde. Jeg skulle hilse fra Sanne. – Tak, hils igen. Birthe lagde telefonen ned på køkkenbordet og dækkede op til dem i udestuen. Det var en af de dage, hvor hun havde brug for at se ud på haven, mens de spiste.

 

* * *

 

I dagene, der fulgte, stod det stadig tydeligere for Birthe, at hun blev nødt til at tage en snak med sine sønner og svigerdøtre. Hendes hjerne arbejdede konstant med at finde formuleringer, som kunne få meningen frem, uden at hun kom til at lyde sur eller nærtagende.

 

Men da de sad omkring morgenbordet søndag morgen efter klassefesten, kunne hun alligevel ikke komme i tanke om en eneste af dem. Hun rejste sig for at hente de blødkogte æg og sagde så med ryggen til bordet: – Der er noget, jeg bliver nødt til at snakke med jer om.

 

Hun kunne mærke, hvordan hun svedte i hænderne. Det var en mærkelig situation. Hun havde aldrig haft problemer med at snakke med sine drenge, men i denne sag var det, som om hun indirekte skulle anklage sin svigerdatter, og med Emils behov for at stille alle tilfreds var hun simpelthen bange for at sætte ham som en lus mellem to negle.

 

Sanne så imødekommende hen over det æg, Birthe rakte hende. – Ja? – Altså, det er lidt svært for mig at formulere det, så det ikke kommer til at lyde forkert, men... Hun stoppede. Måske var hun helt galt på den. Måske ville det bare skubbe dem alle sammen fra hende. Hun så appelerende på Jørgen, men Emil skar igennem:

 

– Nu bliver du nødt til at sige noget, mor. Er du syg? – Syg? Nej. Der gik et øjeblik, før det gik op for hende, hvordan Emil kunne komme på den tanke. Hun skyndte sig at tilbagevise hans frygt. – Nej, jeg er rask som en havørn. Det er det. Jeg er rask. Jeg er mobil. Jeg har masser at fritid, og jeg vil så gerne se noget mere til mine børnebørn. Jeg vil så gerne bruges, når I har brug for hjælp.

 

Så var det ude. Hun trak vejret dybt ind, som havde hun glemt at trække vejret, før hun begyndte at tale. Emil så undrende på hende. – Jeg forstår ikke? Hun var nødt til at fortsætte. – Jeg føler lidt, at jeg ikke er god nok til at være børnepasser. Det er... Hun holdt en kort pause, før hun alligevel valgte at sætte de forbudte ord på: – Det er, som om I altid vælger at bede mormor og morfar om hjælp. Og ikke os.

 

Emil så stadig ikke ud til helt at forstå, hvad hun snakkede om, men Sanne nikkede. – Jeg kan godt forstå, hvad du siger. Sannes stemme var rolig og uden den mindste smule vrede eller forsvar. Emil så nu på hende, men hun så direkte på Birthe, da hun fortsatte: – Der er ikke tale om, at du ikke er god nok til at være børnepasser. Hun sad et øjeblik og tænkte, som om det nu var hende, der skulle formulere sig præcist.

 

– Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg har nemmere ved at spørge min mor, om hun vil hjælpe, end jeg har haft ved at spørge dig. Jeg mener, du skal køre længere for at komme frem, og jeg har ikke vidst, om du havde andre planer, mens jeg tit kender min mors planer. Jeg har ikke villet være til besvær. Når vi har haft brug for ekstra hjælp i det sidste års tid, har det været, fordi jeg har brugt så meget tid på min videreuddannelse, og så har jeg følt, at det har været mit ansvar at sørge for, at det trods alt hang sammen derhjemme, og så... ja, så har jeg bare trukket på min mor.

 

Sanne blev stille. Emil kiggede fra den ene til den anden, før han rystede en smule på hovedet og sagde, nærmest til sig selv: – Det har jeg aldrig nogensinde tænkt på. Sanne rakte hen over bordet og tog fat i Birthes hænder. – Jeg er ked af, at du har fået den opfattelse. Det har aldrig været min mening, at I skulle have et andet forhold til børnene end mine forældre. Det var tydeligt, at hun mente, hvad hun sagde.

 

Birthe smilede lettet. – Det er jeg glad for. For fremtiden skal du bare ringe. – Det lover jeg. Hun blinkede og fortsatte:– Skal I noget på onsdag, eller kan I komme op og hente i børnehaven? Jeg skal til eksamen, og jeg vil gerne have Emil med. Jørgen og Birthe kiggede på hinanden, før Birthe sagde: – Det vil vi meget gerne. Og selvom hun stadig havde tilbage at snakke med Jonas og Sissel, var hun overbevist om, at hun for fremtiden ville blive meget mere farmor.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Grevinde eller skøge?

 

LÆS OGSÅ: Novelle: En helt ny tid

 

LÆS OGSÅ: Novelle: En lus mellem to kvinder

Tekst: Maria Kjær-Madsen
Illustreret af: Peter Michael
Publiceret: 05-09-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri