Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Sidste udvej

Noveller
Trådte Brenner ind i firmaet nu, ville mit underslæb blive afsløret. Så hvordan forhindrede jeg, at det skete? Jeg løftede blikket og så over på Brenners kønne unge kone, der sad og smilede til mig. Så havde jeg løsningen. For mon Brenner havde lyst til at være partner med én, der gjorde ham til hanrej?

Jeg vendte mig om mod Aron, min to år ældre bror, og forsøgte at skjule chokket i et smil. – Men hvorfor? Han havde en bekymret fure i panden. – Lige meget hvad vi gør, ser det ikke ud til, at fortjenesten går op. Det er på tide at gøre noget, Freddy. Nye ideer, nye tanker. Verden går videre. – Så du vil altså sælge halvdelen af din andel i firmaet til den grønskolling? – Aksel Brenner er en dygtig investor. En, der hurtigt vil finde ud af, hvor skoen trykker.

 

Jeg havde drevet grossistfirmaet sammen med Aron i ni år. Eller rettere sagt: Det var mig, der havde drevet det; han havde bare indskudt halvdelen af kapitalen. At jeg igennem flere år havde begået underslæb med en stor del af firmaets overskud, var ikke en bevidst strategi. I hvert fald ikke i begyndelsen. Det var startet med et mindre beløb en måned, hvor det kneb hårdt med pengene.

Annonce

 

Senere, efterhånden som jeg fandt ud af, hvor let det var, blev det til mere. Meget mere. Som et mindre firma havde vi ikke revisionspligt, og Aron havde ikke interesseret sig for at gå i detaljer med regnskaberne, som en professionel investor hurtigt ville studse over. Så det var en katastrofe, at Aron nu ville trække denne opkomling ind i varmen. Ikke nok med, at det ville slå benene væk under mit eget livsgrundlag, det ville også afsløre, hvilken elendig bror jeg havde været. Forholdet til min bror ville blive ødelagt, og også vore forældre ville lide under det.

 

– Hvor langt er du fra at sælge? Jeg prøvede at holde masken, men indvendigt var jeg i vildt oprør. Han trak på skuldrene. – Handelen er næsten på plads. Jeg har lige givet ham en kopi af regnskaberne. I den forbindelse ønskede han nogle bilag fra dig. Jeg rømmede mig og forsøgte at vinde tid. – Selvfølgelig, men jeg har lidt travlt. Skal til et møde. Hvad om jeg finder dem frem i løbet af weekenden?

 

Aron rejste sig og gav mig et fast håndtryk. – Tag dig den tid, du har brug for. Jeg vidste, jeg kunne regne med dig. – Selvfølgelig, mumlede jeg. – Aksel vil også gerne mødes med dig, inden han træffer den endelige beslutning. Du kan kontakte ham på det her nummer. Aron tryllede et visitkort frem og lagde det på mit skrivebord.

 

Jeg blev siddende og så efter ham, mens alt inden i mig sank sammen. Store, trygge Aron. Aron, som gennem alle ungdomsårene havde passet på, at hans vildbasse af en bror styrede uden om de værste forbrydelser. Et par biltyverier var jeg blevet snuppet for, men aldrig tiltalt for noget stort. Det havde Aron sørget for.

 

Måske var det derfor, at jeg bildte mig ind, at det var i orden med underslæbet. At bedragerierne var stiltiende accepteret af os begge, så længe det gik mig godt. Men det var de selvfølgelig ikke. Det var bare en selvfornægtelse, jeg gradvist havde viklet mig ind i for at gøre det hele lettere at bære. Jeg stirrede ud på den blege efterårssol og vidste, at Aksel Brenner aldrig måtte få en fod indenfor i firmaet.

 

* * *

 

Den unge kvinde foran mig havde grønne øjne og langt mørkebrunt hår. Hun løftede glasset op til læberne og nippede til indholdet uden at slippe mit blik et sekund. Jeg kunne mærke, hvordan varmen steg helt ud i øreflipperne på mig. På trods af den særdeles vanskelige situation mærkede jeg pludselig en inderlig lykkefølelse, som jeg sad til bord her med Aksel Brenner og hans yndige kone, Miriam.

 

Han havde valgt en af byens bedste restauranter til vores første møde, og alt ved ham – fra Armani-jakkesættet til det glinsende stramt tilbagestrøgne hår – virkede elegant og gennemført. Tonen var formel, men jeg ville ikke kalde ham arrogant. Snarere grundig og professionel.

 

Mere overraskende var det, at parret havde den samme kolde, forretningsmæssige tone imellem sig, og mens Brenner begyndte at tale om kalkuler og forretningsstrategier, sad hun og fingererede demonstrativt ved sin serviet. Pludselig blev jeg slået af en fuldstændig vild tanke: Hvad om det lykkedes mig at forføre hende? Aksel Brenners kone?

 

De seneste dage havde jeg gået og vredet min hjerne for at finde en udgang, som gjorde, at investoren trak sig fra hele handlen, inden han fik udleveret de afslørende bilag. Jeg havde gennemtrawlet erhvervsbladene for at finde noget grums i Brenners fortid, men uden held. Jeg havde fantaseret om alt fra at køre ham ned til et regelret pistoldrab. Kun fantasier, selvsagt, også jeg havde min grænser.

 

Men et sidespring med hans kone var redningen, for hvem ville investere i et firma, hvor ægtefællen havde haft en affære med en af de andre medejere? Også det var selvfølgelig bare en fantasi, men alligevel var tanken så fornøjelig, at jeg kiggede over på Miriam. Hun så brat op på mig, og det så hurtigt, at jeg ikke nåede at trække blikket til mig. Hun smilede, og en svag rødmen bredte sig i hendes kinder. Det var lige før, jeg mistænkte hende for at have læst mine tanker.

 

– Kunne du lide hovedretten, Freddy? nåede hun at skyde ind imellem Brenners uophørlige talestrøm. – Vidunderlig, svarede jeg optændt. – Godt. Hvad med dessert, kan du godt lide dessert? Hun lagde ekstra tryk på dessert, og pludselig gik det op for mig, at flirten var gensidig. At hun sad og legede med ilden, måske af ren og skær kedsomhed, for af sin mand fik hun ingen opmærksomhed.

 

Beklemt så jeg hen på Aksel, men han havde sine antenner indstillet på en helt anden frekvens. Kørte løs uden stop om forretningsmodeller og investeringsplaner, kun afbrudt af mobilen, som ringede nu og da. Og netop den skulle blive løsningen på problemet med at få hende på tomandshånd.

 

Lige før desserten fik han et opkald, som fik hans ansigt til at blive mørkt. Han klappede mobilen sammen og rejste sig. – Jeg bliver nødt til at tage af sted til et hastemøde. Det beklager jeg, men min kone vil holde dig med selskab under desserten, ikke sandt Miriam? Det lød mere som en ordre end en forespørgsel, men hun så ikke ud til at have noget imod at adlyde. – Og de bilag, jeg har efterlyst, dem får jeg på mandag? sagde han, da han trykkede mig i hånden. Også det lød mere som en ordre. – Det er en aftale, smilede jeg stift tilbage.

 

* * *

 

Efter at Aksel Brenner havde forladt bordet, opstod der tavshed mellem os, men ingen pinlig tavshed. Mere som løven og løvinden, der i længere tid har kigget hinanden ud, men som bliver usikre, da gitteret mellem dem omsider går op. Jeg bestilte to glas vin og tog chancen:

 

– Jeg lagde mærke til, at tonen mellem jer var lidt distanceret? Hun fnøs. – Lidt? Aksel er en ener, når det drejer sig om forretninger, men kold som en kartoffel i ægteskabet. Jeg er usynlig for ham. Hvis du bare vidste, hvor meget jeg har anstrengt mig for at få hans opmærksomhed.

 

– Hvorfor forlader du ham ikke? spurgte jeg, løftede mit glas og bundede det. Hun smilede mat og lagde en hånd på mit lår. – Der er mere mellem himmel og jord, end vi bryder os om at tænke på, Fred. Må jeg kalde dig Fred? – Kald mig lige, hvad du vil, så længe det kan gøre dig glad. Hun fniste.

 

– Aksel er på mange måder som et barn. Rar som en bamse, men også hævngerrig. Materielt set har vi det godt, men hvis jeg forlod ham, ville han pudse alt, hvad han kender af advokater, på mig. Jeg vil stå tilbage som en plukket høne. – Det var dog forfærdeligt. – Ikke så forfærdeligt, svarede hun og strejfede min kind. – Det gælder bare om at indrette sig.

 

– Jeg fik pludselig en idé, sagde jeg. – Hvad om vi deler en taxa hjem, så kan vi smutte inden om mig på vejen og hente de bilag, som han har så travlt med at få. – Og hvis du skulle få lyst til at invitere mig ind på en kop te? – Så ringer vi efter en ny taxa senere. Hun lo.

 

* * *

 

Dagen efter rystede jeg på hånden, da jeg tastede Aksel Brenners nummer. Hvilket ynkeligt kryb jeg var. Som om det ikke var nok, at jeg var gået i seng med hans kone! Nu ville jeg også røbe det alt sammen for ham for at redde mit eget skind. Jeg lagde på, da han svarede.

 

Jeg kunne godt lide Miriam Brenner. Hun var en kvinde efter min smag. En kvinde, jeg kunne have elsket og æret, hvis bare omstændighederne havde været de rigtige. Men det var de ikke. Desuden stod forholdet til min bror, Aron, og hele min familie på spil. Aksel Brenner havde fået bilagene. Om få uger, måske bare dage ville jeg være afsløret.

 

På ny løftede jeg telefonen. Hørte Aksels kolde stemme i røret og vidste, at jeg ikke havde noget valg. – Jeg sendte bilagene med din kone i går aftes. – Det ved jeg, sagde han kort. – Tak. Jeg trak vejret ind. – Men der skete desværre noget mere. Jeg... øh... gik i seng med hende.

 

Der blev stille i den anden ende. Jeg forventede alt fra råberi til, at han rasende ville bede mig og mit firma om at gå ad hækkelfelt til. At det ikke kunne komme på tale at sidde som medejer sammen med en, der havde forført hans kone. – Det er gamle nyheder, sagde han lige så tørt, som var det et regnskab, vi havde snakket om.

 

– Miriam angrede så frygteligt, at hun ringede allerede på vejen hjem og indrømmede det hele. Så dukkede hun op med bilagene, og stort mere har jeg ikke set til hende. I sin fortvivlelse er hun rejst hen til en veninde, og dér bliver hun nok nogle dage.

 

Jeg følte mig ør i hovedet. – Indrømmede...? Han rømmede sig. – Min kone har et, hvad skal jeg sige... stort behov for opmærksomhed. Det var derfor, hun gik i seng med dig. – Jeg beklager. Hvis du ønsker at annullere handlen, er det fuldt forstå... – Annullere? Endelig kom der glød i hans stemme.

 

– Nej, tværtimod. Det, der skete i nat, har åbnet mine øjne. Jeg har nok ikke været den mest hengivne ægtemand og er dig stor tak skyldig. Jeg stirrede lamslået på røret. – Men angående min indtræden i firmaet, så vil jeg gerne mødes med dig snarest. Nogle af bilagene trænger til en nærmere forklaring, fakturaer, som mildest talt virker svimlende høje. Hvad om vi siger hos mig klokken syv i aften?

 

Han måtte have hørt, hvor svært jeg havde ved at få vejret, for han skyndte sig at tilføje: – Alt, jeg ønsker, er at vi tager en snak. Er der forekommet uregelmæssigheder, er jeg sikker på, at vi kan finde en ordning uden at blande andre ind i det. Hvorfor skulle vi det, det var jo alligevel før min tid. Det vigtigste er at få klare retningslinjer for fremtiden. Jeg kunne have jublet højt, så lettet var jeg. Så ville min bror alligevel ikke få noget at vide. En tung byrde var løftet af mine skuldre.

 

* * *

 

Aksel Brenner tog imod mig i et uformelt aftenantræk og viste mig ind i biblioteket uden at spilde tiden med unødvendige velkomstfraser. Det var et stort værelse med plysrøde tæpper og sirligt ordnede palisanderreoler. Bag gæstestolen af okselæder brændte ilden lystigt i en stor åben pejs.

 

Jeg satte mig og stirrede beundrende op i loftet, som gav mig en følelse af at befinde mig i en katedral. Selv satte Brenner sig bag et sort glatpoleret skrivebord. På væggen bag ham hang der flere store malerier, hvert af dem sikkert mere værd end det samlede beløb, jeg havde snydt min bror for. Det øverste var imidlertid taget af væggen og anbragt på toppen af et højt stillads.

 

– Beklager rodet, men vi er i færd med at gøre i stand. Du ved, hvordan kvinder er, den slags holder dem beskæftiget. Nå, men det er ikke så vigtigt. Lad os koncentrere os om regnskaberne. Det lynede i brillerne, da han satte dem på næsen, og han greb et papir fra skrivebordet.

 

– Det er grimme tal. Jeg har gjort mig en del notater og vil gerne have, at vi tager dem et efter et. Jeg rørte uroligt på mig i stolen, og han så op. – Som sagt, der er ikke noget at være nervøs for. Selv om du og din bror har været kreative, når det handler om at spare i skat, ser jeg ingen grund til at involvere skattemyndighederne.

 

Det løb mig koldt ned ad ryggen. Med et forstod jeg, at det ikke var Aron, han havde tilbudt at holde tallene skjult for, men skattevæsnet. Jeg overvejede et kort øjeblik at fortælle ham, at heller ikke Aron vidste noget, og bede om, at han også holdt underslæbene skjult for ham, men indså, at det ville være nyttesløst. Det var Aron, der havde bragt ham ind i firmaet. Det var højst sandsynligt kun et spørgsmål om tid, før Aron fik det hele at vide. – Det l–lyder godt, stammede jeg og følte mig så inderligt lille, som jeg sad der.

 

Jeg lod blikket glide opover langs stilladset og lagde mærke til, at det ikke var sikret på forsvarlig vis. Hvad om Aksel Brenner fik et af sine kostbare malerier i hovedet? fantaserede jeg. Om hele baduljen styrtede sammen og tog livet af ham. En arbejdsulykke, sløseri, hastværk, hvad som helst – bare ikke et drab. Hvem kunne lastes for det? Arbejderne, der havde sat det op? Ham selv? I hvert fald ikke mig. Antageligt var der ikke engang nogen, der vidste, at jeg var her. Selv Miriam var jo væk.

 

Tanken var så forførende, at jeg ikke lagde mærke til, at Brenner sagde noget til mig. – Freddy! sagde han så hårdt, at jeg blinkede med øjnene. – Undskyld, jeg sad i mine egne tanker. – Vil du rode op i pejsen, inden den dør ud? Ildrageren står lige bag dig. Jeg vendte mig om og stirrede ind i de små blåorange flammer, der stadig slikkede lystigt langs et par grove birkeknuder. Jeg bemærkede også ildrageren, men rørte den ikke.

 

I stedet rejste jeg mig stille, næsten som i trance. Tog flere prøvende skridt hen imod ham, men stoppede, da han så op. Jeg greb fat om det ru stillads og ruskede til med stor kraft. Først en gang, så en gang til endnu kraftigere. Jeg så, hvordan hans forvirrede blik blev erstattet af forfærdelse og derefter et dumt, gabende udtryk, da han segnede om på gulvet.

 

Det var imidlertid ikke et kostbart maleri, der tog livet af ham, men derimod en blytung værktøjskasse, som væltede ned fra stilladset med en dødelig kraft. Det, der så skete, står endnu ikke klart for mig, men jeg husker tydeligt, at jeg fejede regnskaberne og notaterne sammen fra skrivebordet og kastede dem ind i pejsen. Greb derefter ildrageren og rodede op i gløderne, indtil flammerne igen blussede op. Jeg blev stående og stirrede stift ind i flammerne, til jeg var sikker på, at ethvert afslørende papir var forsvundet for altid.

 

* * *

 

Der gik ikke mere end to dage, inden politiet ringede på døren. Det var en mand og en kvinde, et kønt par. Billedskønne, som fra en hverveannonce fra politiet. Men ikke lige så smilende. – Du kommer med os, sagde kvinden. – Mig? – Kan du se nogen andre? – Det drejer sig om et mord på Sverdrupsvej, indskød manden. – Vi fandt hurtigt frem til dine fingeraftryk i vores strafferegister.

 

– Jeg kender ikke til noget drab, sagde jeg og skiftede vægt fra den ene fod til den anden. – Men kom dog indenfor. Det virkede ikke, som om de satte speciel pris på min gæstfrihed, men ind kom de. – Du var på besøg hos Brenner i fredags. Hvad skete der? Kom I op og skændes? Jeg overvejede et øjeblik at nægte det hele, men indså, at de vidste mere, end jeg vidste.

 

– Slet kke. Aksel Brenner er en nær ven og havde planer om at skyde kapital i mit firma. Det ville da være idiotisk af mig at tage livet af ham. Hvis han er død, må der være tale om en ulykke. – Ulykke eller ikke, det vil vise sig, men ham kommer vi tilbage til. Vi er her på grund af Miriam. Hvorfor tog du livet af hende?

 

– Er Miriam død? Jeg tog mig til hovedet og mærkede, at det svimlede for mig. – Slået ihjel med en ildrager, som kun havde dine fingeraftryk. – Var du måske bange for, at hun skulle afsløre jeres affære for Aksel Brenner? forsatte den mandlige betjent nådesløst. – En besked på Brenners mobilsvarer fortæller os netop det. En angrende synder, som beder om tilgivelse for, at hun var været utro med dig. Det ville vist have været katastrofalt for hans investering i dit firma, ikke sandt?

 

– Nej, nej, stammede jeg hæst og forstod med et, hvorfor Aksel havde inviteret mig hjem til sig. Ikke for at diskutere firmaet, underslæbet eller affæren med Miriam. Jeg blev inviteret, fordi han havde slået sin utro kone ihjel med ildrageren. Om det var sket med overlæg, i blindt raseri eller ved et uheld var ikke til at sige. Det var også ligegyldigt. Det afgørende var, at han havde brug for en at give skylden. For at få mine fingeraftryk på ildrageren havde han bedt mig rode op i ilden i pejsen. Men jeg havde sagt nej. Først da jeg smed de afslørende papirer ind i flammerne for at slette enhver forbindelse med en strafbar handling, havde jeg grebet ildrageren...

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Biltyve på afveje

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Inden lukketid

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Mareridtet

 

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 11-07-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge