Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Fortalelsen

Noveller
Blandt sine kolleger på politistationen var Erik kendt for at kløjs i fremmedord. De var derfor dybt forundrede, da han uden problemer udtalte navnet på den sjældne hunderace, som den forsvundne Ninka var af. Kort efter gik det dog galt for ham igen, og nu fik Frederik mistanke om, at der måske stak noget under.

– Otte anmeldelser om tømte sommerhuse på tre dage! sukkede stationschef Charlotte Jørgensen og satte kaffekruset fra sig. – Det var præcis det samme sidste år på den her tid. – Nej, det er faktisk værre i år, indskød politistationens sekretær og blæksprutte Jytte og kiggede på sin computerskærm.

 

– Da var rekorden seks anmeldelser på tre dage. Og dengang virkede det lidt mere tilfældigt, som om indbrudstyvene var børn eller unge. Det ene sted havde de kun stjålet cola og dåsemad og dvd'er. Men i år er tyvene åbenbart målrettet gået efter de dyrere huse med fladskærme og surroundanlæg og den slags.

 

Politibetjent Erik Nielsen rystede på hovedet. – Om jeg fatter, at folk har den slags kostbarheder i deres sommerhuse. 52 tommers plastaskærm og hvad ved jeg! – Folk har 52 tommers plasmaskærme, fordi sommerhusene lejes ud, og lejerne forventer det, sagde Charlotte.

Annonce

 

Praktikanten Frederik sagde ikke noget. Men han kom til at veksle et blik med Jytte, og Jyttes øjne var smittende fulde af latter. Frederik vidste udmærket godt hvorfor, og han skulle anstrenge sig meget for ikke at bryde ud i latter. I går havde Erik brilleret med at sige "entreprenise" i stedet for entreprise og "kurirg" i stedet for kirurg, og da han var kørt ud for at efterforske en af anmeldelserne, havde Jytte givet en ualmindelig morsom parodi på Eriks tilbøjelighed til at snakke sort.

 

Frederik skulle lige til at sige, at indbruddene virkede organiserede, da døren til ekspeditionen gik op, og en fortvivlet udseende midaldrende kvinde trådte ind. – Den tager jeg, sagde Fre-derik, rejste sig og gik hen mod skranken. – Min hund er blevet stjålet! udbrød kvinden. – Det er en samojedespids, hun hedder Ninka, og jeg plejer altid godt at kunne sætte hende fast i krogen uden for slagteren, men da jeg kom ud lige før... Kvinden tav og kæmpede med gråden.

 

– Det er altså lige sket? spurgte Frederik og havde en anmeldelsesblanket klar. Kvinden nikkede. – Jeg gik direkte herhen. Ninka er to år og meget tillidsfuld, hun har en fin stamtavle og er endnu aldrig blevet parret. Åh, stakkels Ninka, hvad bliver hun ikke udsat for nu? Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis tyven prøver at give hende mad, for hun kan kun tåle én bestemt slags hundefoder, ellers får hun forfærdelig dårlig mave, og...

 

– Må jeg bede om navn og adresse? afbrød Frederik. – Ninka, Morelvej 23 her i Egerud, svarede kvinden og gav sig til at lede i sin pung. – Jeg har også et foto. Frederik kastede et blik på fotoet af hunden, mens han mere fornemmede end hørte Jyttes dæmpede fnis bag sig. – Den ser sød ud, sagde Frederik. – Men det var nu dit navn, jeg mente. – Åh. Jeg hedder Karen Bertelsen, samme adresse. – Og er hunden chippet, og bærer den halsbånd med hundetegn? – Selvfølgelig!

 

Frederik fik noteret alle relevante oplysninger og forsikrede kvinden om, at hun ville høre fra dem det sekund, de måtte have nyt om Ninka. Så forlod hun ekspeditionen.

 

– En samojedespids, nikkede Erik og rejste sig. – Sådan en har min fætter også. Både han og Charlotte forsvandt ind mod deres kontorer, og Frederik og Jytte kiggede på hinanden. – Hvem skulle nu have troet, at han kunne sige det rigtigt? mumlede Jytte. Frederik tillod sig et lille grin. – Næ, jeg troede da også, det ville blive til majoledestips eller noget i den retning.

 

Jytte kastede sig over papirarbejdet, og Frederik tastede efterlysningen af hunden ind på computeren og sendte også en mail til Hunderegisteret, hvor chippen var registreret. Efter et hurtigt kig på internettets hundesider vidste han, at en samojedespidshvalp med stamtavle kostede omkring 8-10.000 kroner, så måske var tyven ikke bare et par børn, der kedede sig i efterårsferien, og som havde fået lyst til at gå tur med en sød hund.

 

Han gik ind til Erik. – Du, jeg smutter lige hen til slagteren og hører ham og naboerne, om de har set nogen tage den hund. Passer du ekspeditionen imens? Erik var allerede ved at rejse sig. – Husk fotoet, blinkede han.

 

* * *

 

Slagteren kendte udmærket både Ninka og dens ejer, men havde desværre ikke noget nyt at tilføje. Til gengæld fandt Frederik ud af, at han stegte nogle rigtig gode frikadeller. Da han havde gumlet sig igennem sin frikadelle, spurgte han i de nærmeste huse. En person havde set hunden sidde uden for slagteren, men havde ikke set den blive fjernet.

 

Skråt over for slagteren lå en optiker, og der rystede indehaveren også på hovedet. – Men hvad med at få opklaret nogle af alle de sommerhusindbrud, sagde optikeren. – Mit på Jordbærvej blev ribbet for alt af værdi forleden, og hende dér politidamen lovede at sætte alt ind på at løse sagen. – Vi gør også alt, hvad vi kan, alt er efterlyst i Kosterbladet, svarede Frederik og forlod optikeren igen.

 

Da han kom tilbage til stationen, stod Erik og trippede. – Fik du noget? Frederik rystede på hovedet. – Ikke spor. – Okay, men jeg har lige taget imod en henvendelse fra en fru Schousen, der bor ude i Ryttermosen. Hun er enke, og hun er utryg ved nogle muligvis udenlandske personer, som i nogle dage har holdt til på naboejendommen. Det er et nedlagt husmandssted, faktisk et dødsbo, som er til salg, så måske er det bare nogen, der er interesseret i at købe det. Men jeg kører lige ud og kigger. – Jep, sagde Frederik og overtog Eriks plads.

 

De næste par timer var der travlhed, for han tog imod endnu to anmeldelser om sommerhusindbrud, det ene opdaget af to meget ærgerlige børnefamilier, som havde slået sig sammen om at leje et luksussommerhus med pool i efterårsferien.  Charlotte tog ud for at optage rapport begge steder.

 

Frederik tog også imod en klage over en bøde, som var blevet udstedt til en mand, der havde talt i mobil under kørslen, og han vejledte på et lidt famlende engelsk en argentinsk mand i at finde hen til Strandhotellet. Charlotte var netop kommet tilbage, og Frederiks mave var begyndt at knurre, da Jytte afsluttede en kort telefonsamtale og fangede Frederiks øjne.

 

– Det var Erik, oplyste hun med et lille smil. – Nå, men hvorfor er han ikke kommet tilbage endnu? spurgte Frederik og så på uret. Jytte blev ved at have smil i øjnene. – Fordi han åbenbart undervejs har fået et tip om den hund, der er blevet stjålet, og det er han ved at følge op på. Den skulle muligvis kunne befinde sig på en adresse i Nykøbing, så vi skulle ikke vente ham tilbage lige med det samme.

 

– Nykøbing, stønnede Frederik. – Jamen, så varer det jo længe endnu! – Men måske har han saramedesvippen med tilbage, svarede Jytte og slap endelig latteren løs. – Det sagde han virkelig, haha! Charlotte kom gående fra sit kontor, hvor hun lige havde været inde at vende. – Frederik, hold bare frokost nu, så passer jeg ekspeditionen.

 

* * *

 

Frederiks madpakke bestod af tre halve med leverpostej og agurk og tre halve med hamburgerryg og agurk, og mens han sultent gnavede sig igennem dem i frokoststuens ensomhed, sendte han en længselsfuld tanke til sin mors madpakker. Og til Emmas. Eriks kone, Karen, var også en ren mester i at smøre madpakker, havde han ved flere lejligheder registreret. Medmindre det var Erik selv, der stod bag de små rugbrødskunstværker, men det kunne han nu ikke forestille sig.

 

Gad vide, om Karen rettede på Eriks sprog, eller havde hun mon vænnet sig til hans helt personlige udgave af diverse fremmedord? Midt i det sjette stykke holdt Frederik pludselig op med at tygge. Saramedesvippen. Ifølge Jytte havde Erik sagt sådan, da han ringede ind til stationen. Men det var da mærkeligt, for i morges havde han jo til deres begges undren godt kunnet sige samojedespids helt korrekt.

 

Mens Frederik hurtigt fik slugt det sidste stykke rugbrød og krøllet madpapiret sammen til en hård kugle, voksede en vag anelse til uro i ham. Han havde endnu et kvarters pause tilbage, men skyndte sig alligevel ud til Jytte. – Jytte, er du helt sikker på, at Erik sagde saramedesvip? Jytte så op på ham. – 100. – Altså, du er helt, helt sikker? – Ja, det er jo det, jeg siger, svarede Jytte og så lidt irriteret ud.

 

Frederik slog ud med armene. – Men kan du ikke se det? I morges sagde han, at hans fætter har en samojedespids, og det sagde han korrekt, ikke? – Jo... – Hvor var det, han kørte hen først? – Øh... det var fru Schousen, Ryttermosen 24. Eller rettere sagt, det gjaldt det nedlagte husmandssted ved siden af, som er til salg. Det må så enten være nummer 22 eller 26.

 

Frederik havde allerede forladt ekspeditionen, tog tre lange skridt gennem gangen og bankede på Charlottes dør. Hun sad ved skrivebordet og var ved at udfylde nogle rekvi-sitioner, og hun så spørgende op, da Frederik trådte ind. – Det er Erik, begyndte Frederik. – Jeg tror, der er noget galt

 

* * *

 

Det var Frederik, der sad ved rattet, og han måtte tage sig i ikke at holde alt for hårdt om det. Men pulsen kunne han ikke kontrollere, den var højere end normalt, og han var tør i munden. Charlotte sad ved siden af og kiggede på gps-skærmen, hun var også tavs og virkede lidt anspændt. Først havde hun ellers været skeptisk, men undervejs havde hun tilsyneladende skiftet sind.

 

– 850 meter endnu, mumlede hun. – Til højre ad grusvejen derhenne, Frederik. Han drejede ind og måtte sætte farten ned, for vejen var fuld af huller. De havde besluttet sig for at taste fru Schousens adresse ind i stedet for at gætte på enten 22 eller 26, for der var langt mellem husnumrene herude i Ryttermosen. På den ene side havde de en ujævn brakmark, på den anden side noget eng med spredte træer og høje, gule græstuer.

 

– 300 meter endnu, sagde Charlotte lavt, og i det samme slog vejen et sving, og de kom til et sted, hvor den delte sig i to endnu mindre veje, som mest lignede indkørsler. Frederik trådte let på bremsen. – Se postkasserne, sagde han. – Det betyder, at postbuddet ikke kommer helt hen til huset. Hvis man gerne vil skjule sig selv og andre ting, er det lige stedet.

 

– Det er svært at se, men der har stået nr. 24 på den til venstre, hviskede Charlotte ophidset og pegede. – Og jeg vil vædde hvad som helst på, at det, der ligger derhenne, er et væltet "Til salg"-skilt. De vekslede et hurtigt blik. Det kunne godt betyde, at nr. 26 var den rigtige ejendom.

 

– Parkér bilen midt på vejen, så de ikke kan komme forbi, hvis de prøver at stikke af, sagde Charlotte. – Og så går vi lidt stille derhen. Nu var pulsen ikke bare høj, Frederiks hjerte dunkede også tungt, mens han med et par hurtige manøvrer fik bilen til at stå på tværs af indkørslen til nr. 26. Så steg de samtidig ud og fik lukket bildørene næsten lydløst i.

 

På hver sin side af hjulsporet, så godt som muligt skjult mellem træer og buske, løb de det sidste stykke hen mod ejendommen. En brøkdel af et sekund før Frederik fik øje på den bulede røde kassevogn med bagdørene åbne og Eriks bil ved siden af den, sansede han et knap hørligt gisp fra Charlotte.

 

Så kom to mænd gående ud inde fra huset, bærende på en enorm fladskærm. Begge var de i mørke jakker, den ene havde håret samlet i en hestehale, den anden var kronraget, og Frederik kunne se en sort tatovering sno sig fra jakkekraven og op over nakken. Charlotte fangede hans øjne og mimede: – Hvor er Erik? Frederik rystede på hovedet. Han kunne ikke se Erik.

 

Men der var ikke meget at være i tvivl om. Fladskærmen, som de to nu var ved at bugsere ind i kassevognen, måtte være den 52 tommers plasmaskærm, som var blandt de stjålne effekter fra sommerhusene. Den tomme ejendom havde åbenbart tjent som midlertidigt lager af tyvekoster.

 

Adrenalinen susede rundt i Frederiks krop og fik hans hud til at krible. Han med hestehalen var sprunget op i vognen, sikkert for at tage imod den enorme fladskærm, mens den tatoverede stod og støttede skærmen mod kanten af vognbunden. – Skynd dig nu for helvede lidt, Kent! stønnede han anstrengt. Nå, så var de i hvert fald danskere, fløj det gennem Frederiks hoved.

 

I det samme nikkede Charlotte stumt til ham, mens hun tog sin tjenestepistol fra hylsteret. Frederik gjorde det samme og gøs lidt, for han havde endnu ikke trukket våbnet ret mange gange i sin foreløbige politikarriere. Så sprang han og Charlotte frem samtidig med pistolen løftet i begge hænder, og Charlotte råbte: – Stop, det er politiet!

 

Manden i bilen reagerede omgående. Han sprang ud og stak i rend væk fra huset og i modsat retning af vejen, og Frederik sprang efter. Ud gennem øjenkrogen nåede han at se, at Charlotte var henne ved den tatoverede, som ikke havde været hurtig nok til at lade fladskærm være fladskærm. Nu gled den til jorden, mens Charlotte klappede håndjernene sammen om hans hænder bag på ryggen.

 

Grene fra buske og fyr svirpede Frederik i ansigtet, mens han spurtede efter fyren med hestehalen, og han var alvorligt bange for at sakke bagud, da heldet pludselig var med ham. Hestehalefyren snublede over en trærod, og mens han rullede rundt på jorden, kastede Frederik sig over ham med al sin vægt og fik fat i håndjernene.

 

– Klokken er 13.21, og du er anholdt og vil blive sigtet for indbrud! stønnede han. Hestehalefyren bandede indædt, men var tilsyneladende klar over, at slaget var tabt. Han gjorde ikke modstand, mens Frederik skubbede ham foran sig tilbage til bilerne. Her havde Charlotte låst den tatoveredes håndjern fast til rattet i Eriks bil, og Frederik tog hestehalefyren med hen til den åbne dør ind til huset. Herfra kunne han se, at Charlotte var travlt optaget af at løsne Erik fra en stol, hvor han havde siddet bundet fast. – For pokker da, jeg troede ikke, I ville nå at komme! sagde han hæst og pustede tungt ud.

 

* * *

 

Det endte med overarbejdstimer til alle, for klokken blev næsten syv, før de to anholdte hver for sig var blevet afhørt og havde underskrevet deres forklaringer. Nu sad Kent Nielsen og Leo Schultz i forvaringen og ventede på at blive kørt til arresten i Nykøbing, og politistationens uniformerede personale var samlet til en velfortjent omgang grillmad i køkkenet.

 

Jytte havde allerede sagt farvel, men nu kom hun tilbage og stak hovedet ind til dem. – Det glemte jeg da helt. Den der hund er allerede tilbage hos fru Bertelsen. En mand kom ind og afleverede den og brokkede sig over, at den havde skidt hans plæne helt til. Den havde åbenbart dårlig mave, for selvom jeg straks ringede til dens rette ejer, nåede den at... hm, sætte sine spor ude på terrassen, hvor jeg havde bundet den.

 

– Så har de altså fodret den, dem der tog den, sagde Frederik. – Og så er de måske blevet trætte af alle de hundehøm-høm'er og har sluppet den fri igen. Hun sagde jo, at den ikke kunne tåle andet end noget bestemt mad. Sikke en dag! Charlotte nikkede med munden fuld af burger. – Og sikke en masse papirarbejde, der venter os i morgen. – Det skal jo til, sagde Erik og sank en mundfuld med et til-freds smil om munden.

 

– Hehe, jeg måtte jo tænke hurtigt, da de to overmandede mig. Jeg sagde til dem, at jeg var ventet tilbage til stationen inden for en halv time, og så tvang de mig til at ringe og lyve om, hvorfor jeg blev forsinket. Det var vores held, at de åbenbart ikke havde forstand på hunderacer, hva'? Jeg vidste jo, at I straks ville fatte mistanke, når jeg sagde samojedespids på den forkerte måde.

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 12-09-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri