Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julenovelle: En gul Konvolut

Julenovelle
Vi er dykket ned i vores arkiver og har fundet en sød julenovelle fra en af de gamle udgaver af Hjemmet. Du kan læse julenovellen her, præcis som den så ud dengang i 1937, hvor den blev bragt i Hjemmet.

Jürgen Jürgensen har skrevet en rigtig Julefortælling, taget fra Dagliglivet og dog festlig.

 

Julie løb det færdigtskrevne Brev igennem, inden hun tog det ud af Maskinen. Det drejede sig om en Ejendomshandel, Faderen købte i en eller anden Anledning Grunde op i Byens Udkant nær Havnen. Der var ingen Fejl i Brevet. Hun tog det ud, lagde Gennemslag og Karbonpapir til Side, rejste sig og bankede paa Faderens Dør med Brevet i Haanden. Der lød et kort Grynt derindefra. Lyden fik Blodet til at skyde op i hendes Kinder. Hun traadte ind og gik hen og lagde Brevet paa Faderens skrivebord.

 

Han sad og læste et Skøde. Da han var færdig med det, drejede han modvilligt sit store tunge Hoved og saa mørkt hen paa Brevet. Han trak det lidt efter til sig, gennemlæste det, skrev det under, puffede det tilbage til Datteren uden at værdige hende et Blik og brummede: ”Skal anbefales!”

Annonce

 

Julie tog Brevet, tøvede et Øjeblik, gjorde saa en nervøs Bevægelse mod Døren, men tog sig i det og sagde: ”Far, jeg maa tale med dig, privat.” Han løftede Hovedet lidt og saa vredt paa hendes Bluse. ”Privat?” gentog han spørgende. ”Ja, privat.” Julie sprang over den paatænkte Indledning og busede lige ud med det: ”Jeg fordrer, at du gifter dig med Mor!”  Det skulde have været sagt paa selve hendes Attenaars Fødselsdag, men der var gaaet et Par Uger over med at samle Mod.

 

”Fordrer,” gryntede Fadere, idet han saa lidt højere oppe paa Blusen. ”Fordrer, ja,” sagde hun, nu flammende rød. ”Otto har bedt dig om det. Jeg har bedt dig om det, for Mors Skyld, for mig egen, men mest for Meretes. Jeg véd, hvad det vil sige mellem Kammerater i Skolen ikke at være født inden for et lovligt ægteskab. Du ser vel ogsaa, hun ingen Veninder har. I fem og tyve Aar har det Forhold nu varet. Havde I været gift, kunde I have holdt Sølvbryllup i Aar. Nu be'r jeg ikke længere. Jeg fordrer, at du gifter dig med Mor!”

 

Han havde løftet sit Hoved endnu en Kende og saa hende i Ansigtet. Smuk var hun unægtelig. Men hendes Skønhed mishagede ham. Hun lignede i uhyggelig Grad sin Bror, den Lømmel, og deres fælles Mor, som hun havde set ud, da ogsaa hun var ung, smuk og utæmmet.

 

Han rømmede sig dybt nedefra og spurgte: ”Mener du, at din Fordring har større Vægt end dine bønner?” ”Ja, det mener jeg, for nu er jeg myndig.” ”Og hvad saa?” ”Gifter du dig ikke med Mor, saa rejser jeg, ligesom Otto.”

 

Faderens ansigt strejfedes af en ondt Smil. ”Rejser du til Persien - som Ingeniør?” spurgte han. ”Jeg rejser til England som Nurse. Der er en Plads, jeg kan faa. Og jeg har Penge til Rejsen.”

 

Faderen, den forhenværende Godsejer, nu Ejendomshandler og Grundspekulant, saa haanligt paa hende og sagde: ”Som jeg nævnede for din Bror sidste Aar, da han havde sit Anfald: Der har være Mesalliancer nok i min Slægt. Jeg gifter mig ikke med min gamle Malkepige!” ”Saa rejser jeg!” ”Jeg finder vel nok en anden Maskinskriverske, de er ikke sjældne.” ”Det gør du nok.”

 

”Og din lille Søster, som det skal forestille, at du bekymrer dig saa meget for? Saa kan hun gaa alene omkring i Byen og være født uden for lovligt Ægteskab.” ”Merete bliver ikke alene,” svarede Julie. ”Hun har altid mig. Vi to kommer aldrig langt fra hinanden.” ”Som du vil,” sagde Godsejeren. ”Rejs med det samme. Farvel! Og pas paa, at du ikke kommer til at ligne din Mor i for mange Henseender.” ”Jeg skal passe paa at holde mig fri af Mænd som dig. I alle Henseender vil jeg bestræbe mig for at ligne Mor mest muligt,” svarede Julie og gik.

 

Moderen, Fru Godsejer Bruun, som man med et Smil kaldte hende, boede i en Fløj modsat den Ende af Huset, hvor Kontoret laa. Dér havde hun sin egen lille Dagligstue og sit Soveværelse i Nærheden af Køkkenet og med Udsigt til Urtehaven. Hun var nu halvtreds, og hendes Skønhed var bleget af megen Sorg og Fortrykthed. Hun sad og strikkede, da Julie kom ind.

 

”Mor,” sagde Julie. ”Nu er det sket. Jeg rejser!” Taarerne stod Fru Bruun i Øjnene, da hun saa op paa Datteren. ”Rejser du?” Julie kastede sig paa Knæ ved hendes Stol, tog hende om Livet og sagde, selv grædende: ”Men Mor, vi bliver jo dog altid ved med at være hinanden nær.” ”Nær,” sagde Fru Brun, nu i fuld Graad. ”Persien og England! Er det nær?” ”Du er i mit Hjerte, Mor. Hvor du er, er jeg ogsaa. Vi skriver til hinanden hver Dag.” ”Jeg skriver saa daarligt.” ”Merete skriver for dig. Aa, Mor, hvor skal det blive dejligt med alle de Breve.” ”Jeg har dig ikke i Stuerne.” ”Du har Merete.” ”Naar hun bliver voksen, flyver hun nok ogsaa ud. Og saa sidder jeg alene tilbage her med – med ham”. Det varede længe, inden Julie fik sin Moder nogenlunde trøstet.

 

Ovenpaa havde Julie og Merete fælles Soveværelse. Da de var kommet i Seng den Aften, sagde Julie: ”Merete, jeg har noget at fortælle dig.” Merete kunde høre, at det var noget vigtigt. Hun rejste sig op med et Sæt og spurgte, hvad det var. ”Jeg rejser til England.” Merete var i sin Overraskelse ikke straks paa det rene med, om hun skulde glæde sig paa Søsterens eller forfærdes paa sin egne Vegne. ”Til England! Hvornaar? Hvad skal du dér,” spurgte hun. ”Jeg rejser snart. Jeg skal være Nurse hos en dansk familie i Newcastle.” ”Det er da dejligt for dig,” sagde Merete og brast i Graad. ”Du maa ikke græde,” sagde Julie. ”Næste gang fylder du fjorten. Saa er du snart voksen. Naar jeg er borte, maa du tage dig af Mor. Hun kommer til at trænge til dig. Vil du love mig, at du vil passe paa hende for os begge?” ”Ja, det lover jeg dig,” hulkede Merete. ”Mor maa ikke se dig græde. Du skal være flink og opmuntre hende.” ”Det skal jeg nok,” forsikrede Merete, fremdeles med Graaden i halsen.

 

En lille stund var der Tavshed. Saa spurgte Merete lidt mere klar i Stemmen: ”Hvorfor rejser du? Er det for det? Ligesom Otto?” ”Ja, det er for det. Han vil ikke. Jeg har sagt ham, at jeg rejser.” Lidt efter spurgte Merete igen: ”Var Far ked af, at du vil rejse?” ”Han er komplet ligeglad. Han bryder sig ikke Spor om os.” Merete tav igen. Da hun havde siddet og tænkt lidt, sagde hun: ”Jeg har set Far med vaade Øjne.” ”Saa maa han have stødt sig slemt,” svarede Julie. ”Nej,” svarede Merete. ”Det var ikke det.” ”Hvad var det da?”

”Det var en Dag, jeg var alene inde paa hans Kontor med en Besked fra Skolen. Han sad længe og gloede paa mig, som om han vilde æde mig. Det var meget ubehageligt. Og saa sagde han: ’Du er ikke som de andre. Du ligner din Far.’ Og saa var det, der kom Vand i hans Øjne.” ”Det har været Cigarrøgen. De Cigarer, han ryger, er meget stærke.” ”Maaske,” sagde Merete tankefuldt.

 

Lidt efter sov Julie. Merete laa længe, dybt betaget af den uventede Omvæltning, som nu forestod. Men til sidst blev dens uoverskuelige Udsigter hende for mægtige, og hun sov ogsaa ind.

 

To Uger efter var det i Orden med Familien i Newcastle. Julie havde pakket og skulde af Sted med Eksportbaaden. Merete fulgte hende om Bord, og saa hendes Kahyt. Da det kimede til Afgang, kyssede hun Julie med en kold Mund paa en kold Kind og saa hende et Nu fast i øjnene. Saa gik hun i Land med rank Nakke og blev staaende paa Kajen, et Billede paa stor Karakterstyrke, til Skibet var kommet ud af Havnen og Julie ude af Syne. Da Merete kom hjem, kunde hun endog til Moderen afgive en fuldstændig stemmeren Beretning om Afrejsen.

 

Men da det var udrettet, gik hun hurtigt ovenpaa og ind paa det Værelse, der ogsaa havde været Julies. Det skulde hun ikke have gjort. Vel vidste hun i Forvejen, at Værelset vilde forekomme hende tomt. Men indtil hun lukkede Døren op og traadte ind i Stuen, havde hun i Virkeligheden ikke haft Begreb om, hvad Tomhed var. Først nu oplevede hun dens Gru. Hun fik lige Tid til at laase Døren indvendigt og kaste sig paa Julies Seng. Saa overvældedes hun af den mest fortvivlede Graad, der nogen Sinde havde gennemrystet hende.

 

Naturligvis blev det bedre, da hun havde sovet paa det. Dagen efter havde hun et Par Gange en tryg Fornemmelse af, at Julie alligevel ikke havde forladt dem helt. De følgende Dage tudede hun kun lidt. Et stort Ansvar holdt hende oppe. Hun maatte ikke have røde Øjne, naar Moderen saa paa hende med sit ransagende Blik.

 

Den første Morgen, der kunde ventes Brev fra Julie, stod Merete i Forstuen og passede paa Postbudet. Da han kom, rev hun Døren op og snappede Posten ud af hans Haand. Der var virkelig et Brev med engelsk Frimærke og Julies Udskrift. Hun var nær ved at kaste sig om Halsen paa den gamle Mand i den røde Frakke, men smækkede alligevel Døren haardt i for Næsen af ham.

 

Hun fløj ind i Kontoret, hvor Faderen allerede sad ved sit Skrivebord og dampede paa en af sine stærke Cigarer, og kastede hans Post paa Bordet foran ham. Derefter løb hun tilbage til den anden Ende af Huset. ”Mor! Mor! Mor!” skreg hun, saa det skingrede gennem Stuerne. Moderen kom forskrækket farende fra Køkkenet. Merete trak hende med ind i den lille Dagligstue, flaaede Brevet op med en Saks og læste højt, i flyvende Fart, aandeløst snappende efter Vejret.

 

I Brevet stod der ikke noget særligt ualmindelig. Julie havde haft en god Overfart. Herskabet havde modtaget hende venligt. Fruen havde straks sagt, at de betragtede hende som Medlem af Familien. Barnet, en Dreng paa fire Aar, var en fortryllende Unge. Hun havde et smukt Værelse. Det var et stort Hus. Der var to Piger, en Kone og en Karl, og saa Nursen altsaa.

 

Men for Merete var det alt sammen saa vidunderligt. Rejse, Hus, Familie, Barn, Tyende og Nurse var for hende Sceneri og Figurer i et Eventyr, der var mere gribende end noget, hun før havde kendt, fordi her var Julie Hovedpersonen.

 

I det følgende Aar gik Merete for det meste omkring i en egen, højspændt Sindstilstand. Enten skulde hun paa Moderens eller egne Vegne skrive til Julie og spørge om hundrede Ting, eller ogsaa ventede hun paa Brev. For at lægge en Dæmper paa Meretes Voldsomhed holdt Julie altid en jævn og rolig Tone i sine Breve. Merete forstod godt Meningen.

 

Hun blev derfor meget forbavset, da der en Dag kom et Brev fra Julie, der var langt mindre behersket en sædvanligt. Det var langt, men øjensynligt skrevet i stor Hurtighed. Der havde været megen Selskabelighed i Huset, fordi Newcastle havde Besøg af et dansk Krigsskib. Familien havde holdt Bal for Skibets Officerer. Julie havde danset med de fleste af dem, men mest med en ung Skibslæge, som var meget tiltalende.

 

Merete sporede en helt ny Stemning bag det Brev. Det næste, som kom, fo’r hun igennem for straks at se, om der stod mere om det Skib. Det var afsejlet, men Skibslægen havde været der paa Afskedsvisit med en stor Buket Blomster til Fruen. En mindre var ved Stuepigens Mellemkomst havnet oppe paa Julies Værelse. Da Merete kom til den mindre Buket, gav hendes Hjerte sig til at slaa voldsomt, og hun kunde mærke, at hun rødmede helt ned til bæltestedet.

 

I næste Brev skrev Julie, at Skibslægen havde sendt hende et Postkort fra en anden Havn. En Maaned senere stod det forvirrende klart for Merete, at hendes Søster nu vekslede Breve med ham. Det fandt Merete usigelig dejligt. Hun skælvede forventningsfuldt.

 

Men der kom Skuffelser. Julies Breve, der en Tid havde været overstrømmende glade, blev rolige igen, mere end rolige, kolde. Hun korresponderede stadig med skibslægen, men nu var det, ligesom hun var begyndt at tage Afstand fra ham. Merete laa til langt ud paa Natten og læste Julies Breve igennem om og om igen. Hun begreb ikke noget af det hele. Hun forstod ikke mere sin store Søster. Det var saa sørgeligt.

 

Men en Aften slog en Tanke ned i hende som et Lyn. Hun havde selv gjort sine Erfaringer med Hensyn til visse Ting. Drenge gaar tit vel dristigt paa. Skibslægen havde rimeligvis ikke været forsigtig nok, og saa var Julie blevet bange. Der var jo nemlig noget, hun ikke kunde sige ham aabent og ærligt. Hun kunde jo ikke fortælle den, hun elskede, at hun var illegitim. Det var forfærdeligt!

 

I den følgende Tid skete der til Moderens Forskrækkelse en stor Forandring med Merete. Hun blev saa alvorlig. Fru Brun tænkte, at det maaske var, fordi hun begyndte at blive voksen. Men et af Tegnene kunne hun ikke huske fra sin egen Ungdom: Merete havde faaet en forbavsende stor Interesse for Avislæsning. Hun slugte Aviser. Den Passion holdt imidlertid op lige saa hurtigt, som den var kommet. Merete havde nemlig set, hvad hun vilde se i Aviserne. Det danske Skib, som havde været i Newcastle, var kommet hjem fra sit Togt og havde lagt op i Flaadens Leje. Saa maatte Skibslægen vel ogsaa have lagt op!

 

”Hvad mener du, om vi gjorde Forsøg paa at faa Julie hjem i Julen,” spurgte hun en Dag i Oktober sin Mor. Paa den lykkelige Mulighed turde Fru Brun slet ikke tænke. ”Vi kan da prøve,” sagde Merete.

 

De prøvede. Merete satte et Brev op til Fruen i Newcastle. Det blev maskinskrevet paa Kontoret, og Fru Brun satte sit Navn under. Merete gik i en frygtelig Pine, til Svaret kom. Familien skulde besøge Venner i London. Dér var der Børn og Barnepige, saa Julie kunde godt faa fri en halv Snes Dage. Det var allerede sagt til hende selv, at hun maatte rejse hjem.

 

Dette Svar styrkede Meretes Mod. Hun skønnede, at nu vilde den Side af Sagen glide, som den skulde. Julie skrev naturligvis til sin Skibslæge, at hun rejste hjem i Julen. Var der saa noget ved ham, kom han og bekendte Kulør.

 

Ført af en svimmel Foretagsomhedsaand gik Merete i Gang med den anden og vanskeligere Del af en Plan, som endnu ikke laa helt klart for hende selv. Før havde det været Stuepigen, som satte Godsejerens Kaffe ind til ham paa Kontoret hver Eftermiddag. Det Hverv paatog Merete sig nu.

 

”Hvad,” udbrød Faderen den første Dag, hun udførte det. ”Er det dig, der kommer med min Kaffe?” Det blev sagt med en bøs Stemme, men Merete hørte godt, at Faderen ikke var bøs helt igennem. ”Ja, det er Fars egen Datter,” lo hun og løb.

 

Da hun næste Dag havde sat Kaffen til ham, spurgte han: ”Vil du ikke sidde?”. Hun satte sig paa Kanten af en Stol, men sprang straks op igen og løb sin Vej, idet hun raabte: ”Nej, jeg forstyrrer alt for meget.” ”Vist ikke nej,” sagde han, men da var hun allerede borte.

 

Dagen efter satte hun sig paa Faderens Opfordring i Stolen, som stod for Enden af Skrivebordet, genert, mere genert, end hun egentlig var. Hun slog Øjnene ned,  vred sine Hænder, gjorde Tilløb til at tale, men sagde alligevel ingenting.

 

”Var det noget, du vilde sige,” spurgte Faderen. ”Ja,” sagde hun. ”Der var noget, jeg saa gerne ville bede dig om.” ”Hvad er saa det?” ”Det var, om jeg ikke, naar jeg er blevet konfirmeret til Foraaret, og jeg kommer ud af Skolen næste Sommer, om jeg saa ikke kunde komme paa dit Kontor? Jeg kan meget hurtigt lære at skrive paa Maskine.”

 

”Hvorfor vil du gerne paa mit Kontor?” spurgte Faderen. ”Jeg interesserer mig netop uhyre meget for Forretninger,” sagde Merete med stor Iver, ”og især for Handel med Ejendomme og den Slags. Og saa er der ogsaa det, at jeg synes, der er saa umaadelig rart her henne i din Ende af Huset.”

 

Godsejeren saa paa hende med store Øjne. En ubehjælpsom Grimasse trak i hans Ansigt. ”Synes du det,” sagde han sagte, grundende. ”Jamen, saa er du antaget.” Hun sprang glad op, kyssede ham paa Kinden og sagde glad: ”Tak Far!” Og saa løb hun igen.

 

Ikke mere den Gang. Men mere og mere de følgende Dage. Til Kaffen trakterede Merete sin Fader med Smaakager, som hun selv havde bagt. De var udspekuleret skæve og barnagtige. Men de smagte efter Faderens Sigende godt. Det hændte, at hun tog sin egen Te med ind til ham og drak den dér. Hun sad saa og pludrede op om alt muligt, tøset og uforstandigt.

 

Hendes smaa opmærksomheder blev gengældt. En Dag, da de havde tømt deres Kopper, tog Faderen ud af sit Skrivebordsskab en Skaal med fyldte Chokolader, Konfekt og kandiseret Frugt, det dyreste og lækreste, man kunde faa. Skaalen, som altid var fuld til Randen, sad Merete længe over de følgende Dage. Hun gnaskede i sig mere, end hun havde Appetit til. Imens hun spiste, stod Munden ikke stille paa hende.

 

Men en Dag gik den pludselig i Staa. Hun sank bekymret den sidste Klump Marcipan utygget, lagde armene i Skødet og sukkede dybt. ”Du sukker,” sagde Faderen. ”Aa, det er ikke noget, ” svarede hun med et Suk til. ”Jeg kom bare til at tænke paa, at nu er der kun halvanden Maaned til Jul, og jeg skal have strikket en Sengetrøje til Mor og en Jumper til Julie.”

 

”Ja, saa faar du noget at gøre,” sagde Faderen. ”Men hvad faar jeg?” ”Det siger jeg ikke,” lo hun. ”Hvad vil du da have af mig?” ”Aa, det véd jeg ikke. Der er ikke saa meget, jeg bryder mig om.” ”Du skal faa, hvad du forlanger,” ”Det tror jeg ikke,” sagde hun skeptisk. ”Forlang!” ”Vilde du give mig en Ridehest?” ”Du skal faa den!”

 

Merete sukkede igen. ”Jeg bryder mig ikke om Heste,” sagde hun. ”Hvad vil du da have?””Jeg tror ikke, jeg faar det.” ”Nu har jeg min Sandten nok af det,” raabte Godsejeren op. ”Jeg har jo lovet dig, at du maa faa, hvad du forlanger. Tror du ikke din Far paa hans Ord?”

 

Merete saa inderligt tillidsfuldt op paa sin Far og sagde: ”Jo, Far! Jeg tror dig paa dit Ord!” ”Det var da godt. Forlang saa!” ”Saa forlanger jeg,” sagde Merete med Øjnene i Faderens, ”at du gifter dig med Mor inden Jul!”

 

Det gav et sæt i Godsejeren. ”Det er det eneste, du ikke kan faa,” sagde han barsk og afgjort. ”Og dit Ord,” spurgte Merete. ”Dér gælder mit Ord ikke,” sagde han vredt. Merete rejste sig og sagde med Kulde: ”Regner du ikke dit Ord for noget, saa gør jeg det heller ikke!”

 

Siden den Dag, var det atter Stuepigen, der satte Godsejerens Kaffe ind til ham om Eftermiddagen. To store Poser lækre Sager, der stod i Reserve i hans Skrivebordsskab, brændte han nu inde med. Han og Merete saas nu kun om Aftenen ved Middagsmaaltidet, som indtoges sammen med Fru Brun i Spisestuen under trykkende Tavshed. Fru Brun mælede Godsejeren overhovedet ikke et Ord til. Henvendte han sig til Merete, svarede hun ham med Enstavelsesord, eller blot med et kort Nik eller en Rysten paa Hovedet.

 

Hun var haard, Merete, haardere end sin Far, saa haard, at hun et Par Gange knækkede sammen af Haardhed. Men det skete først, naar hun var kommet ovenpaa og havde faaet drejet Nøglen om.

 

Julen stod for Døren. Meretes store Søster kom fra England. Hun var blevet smukkere, syntes Merete, smuk som en Prinsesse. Men hun virkede lidt fremmed. Det var ikke alene de nye engelske Dragter og Hatte, som gjorde det. Julie havde faaet et nyt Udtryk i sit Ansigt. Merete kaldte det i sit stille Sind for tragisk. Og en Tragedie var det jo.

 

Paa sin Side syntes Julie heller ikke, at Merete var den samme som før. Hun var nok munter og overstrømmende hjertelig, men Julie lagde Mærke til, at hendes lille Søster, naar hun troede sig upaaagtet, fik et strengt Udtryk i sit barnlige Ansigt. Det kunde glimte hvast i hendes Øjne. Saa lignede hun sin Far. Det gjorde Julie meget ondt.

 

Lille Juleaftens Eftermiddag sad Fru Brun og Døtrene i den store Dagligstue ved deres Te. Da skete der noget, som maaske nok havde været forudset af et Par af dem, men som nu alligevel virkede katastrofalt. Godsejeren kom ind med et aabent Brev i Haanden. Han rakte det til Julie uden at sige noget og gik igen. Julie blev blodrød. Det var fra Skibslægen. Han skrev til Godsejer Brun og Frue, at han, som de maaske vidste, havde stiftet Bekendtskab med deres Datter i England. Nu havde han netop et Ærinde i deres Kant af Landet. Han vilde tillade sig at aflægge Familien en Visit Andenjuledag.

 

Blev Julie rød, saa blev Merete bleg. Hun blev næsten hvid af Vrede. Og mens Julie dog skiftede Farve nogle Gange i Dagens Løb, blev Merete kun hvidere og hvidere. Da Faderen spurgte hende om noget ved Middagen, vendte hun Hovedet til den anden Side og svarede ikke. Søstrene talte ikke med hinanden om Sagen, ingen af dem turde berøre den. Men de tænkte begge det samme. Nu kommer han! Der er ingen Tvivl om, hvad han har paa Hjerte. Julie maa komme ham i Forkøbet og sige ham Sandheden. Vil han, der selv tilhører en anstændig Familie, ikke skifte Sind, naar han hører, hvordan det staar til med Anstændigheden hos dem?

 

Juleaften samledes Godsejeren, Fru Brun og Døtrene efter et tyst Maaltid i fortsat Tavshed og uden al Julestemning ved det tændte Træ i Dagligstuen. Mens de andre stod og saa paa Træet, sad Godsejeren i sin Stol og skottede hen til Julebordet. Fra den til den, og fra den til den, stod der paa Pakkerne. Men der var ingen Gave fra Merete til ham.

 

Derimod var der en fra ham til Merete. Hun brød sig ikke ret meget om Julegaver og oversaa den flere Gange. Det var en gul Konvolut. Til sidst opdagede hun dog, at den var til hende. Fra din Far, stod der. Hun tænkte, at det var en stor, ligegyldig Pengeseddel, og aabnede den uden Interesse. Den indeholdt ikke Penge, men et Papir, som hun foldede ud. Et Øjeblik holdt hun Vejret. Saa blev hun vild. Hun styrtede hen til sin Fader, sprang op paa hans Knæ, slyngede sine Arme om han Hals og kyssede ham heftigt paa Munden, igen og igen. Bagefter fik Moderen en lignende Omgang.

 

”Du knuser mig, Barn,” skreg hun. Og saa blev Julie knust. ”Hvad er der dog i Vejen? ” raabte hun til sin lille gale Søster. ”Hvad der er i Vejen?” lo Merete. ”Der er jo netop ikke noget i Vejen. Se her.” Hun holdt Papiret op for Julie. Det var et Ægteskabsbevis for Godsejer Brun og hans Kone, underskrevet af Borgmesteren et Par Dage før.

 

Hele den Aften, Dagen derpaa og den næste Formiddag kunde Merete ikke forholde sig roligt et Øjeblik. Hun flyttede om paa Ting i Stuerne. Hun sprang ovenpaa og løb ned igen. Et Par Gange kom hun styrtende ud til Pigerne i Køkkenet. Dem stod hun saa og stirrede forvirret paa og løb igen uden at sige noget. ”Hun maa være forelsket,” sagde de til hinanden, ”det er maaske den Sødoktor…”

 

Værre endnu blev det med Merete, da Skibslægen kom. Han var ganske vist kun i civilt Tøj, men alligevel uhyre romantisk. Han havde meget stærke Øjne. Meretes Ben rystede, naar han saa paa hende. Blev hun pludselig klar over, at der ikke var andre i Stuen end ham, Julie og hende, fandt hun paa en eller anden vanvittig Undskyldning og skyndte sig ud.

 

Men henimod Middagstid rendte hun paa Skibslægen og Julie i Forstuen. De kom ud fra Godsejerens Kontor. Derindefra hørte Merete ogsaa sin Moders Stemme. Julie tog hende om Livet, lykkelig. Skibslægen greb hendes Haand og sagde: ”Ja, Merete, hvis du saa heller ikke har noget at indevende..”

 

”Det har jeg ikke,” lo hun glædestraalende.

Tekst: Jürgen Jürgensen
Illustreret af: Alex Mathiesen
Publiceret: 29-11-2015

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri